Mange autister står stadig uden for arbejdsmarkedet. Det skyldes blandt andet mangel på viden, lyder det fra en ekspert. Det har konsekvenser for den enkelte og for samfundet. Fremtidens arbejdsmarked skal være mere fleksibelt og åbent over for folk med særlige behov, hvis flere skal i arbejde.
Herle Nielsen sidder hjemme i sin lejlighed i Randers. Som jobsøgende bruger hun meget tid her. Foto: Cecilie Aagaard Hansen.
Af Cecilie Aagaard Hansen, Lærke Grønne Nordentoft og Kathrine Møller Nielsen
Efter cirka tre kvarter falder den endelig dom. ”Vi mener ikke, at du er psykisk stærk nok til at varetage jobbet.” De to kvinder kigger på Herle og forsøger at aflæse hendes reaktion. Herle siger ikke meget, men kvitterer i stedet med et undrende blik. Hun er tydeligt uforstående over for vurderingen, men har svært ved at trænge igennem med et modsvar. Den forventningsglæde, der for en time siden fyldte hendes krop, forsvinder, og hendes forhåbning om at virke fattet under hele samtalen krakelerer et øjeblik. Sveden ødelægger den makeup, hun omhyggeligt havde lagt få timer forinden. Skuffelsen sidder flere steder. I hendes fjerne blik og det falmede smil.
Det er ikke meget, Herle Nielsen husker fra den samtale. Eller nogen anden jobsamtale. For den 36-årige jobsøgende, er det nogle gange mere rart at fortrænge de dårlige oplevelser. Noget husker hun dog. Hun har ikke fortrængt de mange tanker, der fór gennem hovedet på hende og de uforløste følelser, hun efterfølgende bar rundt på. Det ærgrede hende, at hun ikke fik vist, at hun mod deres vurdering mente, at hun evnede jobbet som telefonist. Herle havde før arbejdet hos et telekommunikationsfirma. Hun mente, at hun havde styrken til at tale med folk. Hun evnede at distancere sig, som hun udtrykte det. Hvis folk blev for hårde i spyttet, kunne hun jo bare ligge på. Herle havde før talt med vrede kunder. Ligesom hun havde gjort det i sit forrige job, da hun måtte tale samtlige sure mænd til ro, fordi de ringede og brokkede sig over, at internettet gik lige inden en Champions League finale.
Herle Nielsen er autist. Hun er jobsøgende på tredje år. Det mest iøjnefaldende ved hendes udseende er det knaldrøde hår, som er inspireret af 90’er-idolerne Lene Nystrøm fra Aqua og Geri Halliwell fra Spice Girls. I håret sidder der gerne et blåt pandebånd, som matcher resten af den sprudlende påklædning. Hendes indre er mindst lige så farverig som hendes ydre. Hun er ikke en person, man overser, for hun kan ikke gå i ét med væggen, som hun siger.
Herle bor alene i en etværelseslejlighed i Randers. Her findes minderne alle vegne. Lige fra de mange billeder, der pryder både køkkenskabe og de hvide vægge til bøgerne på bogreolen. Det hele bærer en historie med sig. Matador er et eksempel i rækken af bøger, teaterstykker og serier, som Herle nørder og fordyber sig i. Hun er typen, der fremfører Møgdahl-visen, bare man nævner serien. Den vise, som Røde så ofte sang på Jernbanerestauranten, sidder på rygraden, og hun er svær at stoppe, når hun først kommer i gang. Passionen for det historiske udleves ikke kun privat, men også professionelt. I 2020 færdiggjorde Herle sin kandidat i historie, men siden da har det været vanskeligt for hende at finde et arbejde.
Herle er langt fra alene, for mange autister står uden for arbejdsmarkedet i Danmark. Ifølge en rapport fra VIVE (2021) er kun 37 procent med et kognitivt handicap som autisme i beskæftigelse. Tallene dækker over personer mellem 16-64 år. Det er et lavt tal sammenlignet med personer uden et handicap, hvor 86 procent er i beskæftigelse. Det efterlader en stor gruppe af personer med autisme uden for arbejdsmarkedet, hvoraf en betydelig andel af dem er på offentlige ydelser. Flere autister som Herle oplever, at det er svært at finde et arbejde og må sende et utal af ansøgninger, som ofte bliver fravalgt, når arbejdsgiverne møder ordet ‘handicap.’ Fordomme, for lidt viden og et arbejdsmarked, der ikke er tilpasset autister optræder hyppigt som årsager til, hvorfor autister ikke kommer i arbejde. Det har ikke kun konsekvenser for samfundet, men også konsekvenser for de mennesker, der gerne vil, men ikke får muligheden for at varetage et arbejde.
Det er dog ikke alle autister, der føler sig ekskluderet. Den 18-årige gymnasieelev Rosa Karpantschof Reece er også autist og har fundet sin plads på arbejdsmarkedet hos People Like Us. Det er en virksomhed på Amager, der sælger øl og har et særligt fokus på at ansætte personer med diagnoser. Her oplever Rosa i modsætning til Herle et arbejdsmarked, der har plads til hende.
#Undskyldvierher
Tilbage i 2018 stod Lars Løkke og VLAK-regeringen klar med nye initiativer, der skulle få flere handicappede i arbejde. Udspillet var en del af regeringens oplæg til satspuljeforhandlingerne for 2019. Regeringen afsatte 120 millioner kroner til mindre bureaukrati, bedre uddannelsesmuligheder, mere viden og færre fordomme om handicap. Der var et klart mål – 13.000 personer med handicap skulle i arbejde frem mod 2025.
“Vi skal gøre noget ekstraordinært for at få flere personer med handicap i job,“ sagde daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Børne- og socialminister Mai Mercado tilføjede:
“Vi får skabt en helt ny samlet platform, hvor borgere, virksomheder og jobcentre kan få en let og overskuelig indgang til viden om handicap og støttemuligheder. Der er brug for at arbejde med viden og fordomme.”
Ifølge en artikel fra Fagbladet 3F er der ikke foreløbige tal på, hvor langt de er nået med at få 13.000 personer med handicap i arbejde. En rapport fra VIVE viser dog, at forskellen på folk med og uden et handicap på arbejdsmarkedet er det mindste siden 2008.
Arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard, der er leder for Center for Handicap og Beskæftigelse på Aalborg Universitet, mener derimod ikke, at udviklingen kun skyldes mere fokus på viden og fordomme. Han fortæller, at Danmark siden 2011 har oplevet en højkonjunktur. Det har skabt flere jobs, men det har samtidigt været svært at finde arbejdskraft til de ledige stillinger.
“Når arbejdsgiverne ikke kan få de ansatte, som de drømmer om, må de tage dem, de kan få. Derfor ansætter de i højere grad folk med handicap,” siger han.
Derudover forklarer han også, at der er sket en kraftig stigning i antallet af personer på fleksjob siden 2013, hvilket også kan forklare tendensen.
Spoler vi frem til 2023 er handicapområdet stadig i fokus. Debatten blussede op igen, efter at finansminister, Nicolai Wammen, stjal overskrifter, da han den 31. august til et pressemøde blev spurgt ind til kommunernes vanskelige økonomiske situation. Her gjorde han det klart, at det blandt andet skyldtes stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Det har skabt stor utilfredshed blandt personer med handicap. Under hashtagget #undskyldvierher delte de deres historie og “undskyldte” over for Nicolai Wammen på sociale medier. “Undskyld jeg har diagnosen autisme,” lød en af kommentarerne. “Handicappede kan ikke gøre for, at de har særlige behov. Jeg NÆGTER at undskylde til dig eller nogen for, at jeg er syg,” lyder et andet opråb til ministeren.
Senere har Nicolai Wammen undskyldt, men debatten om handicappede er stadig i gang.
Herle Nielsen er ikke i tvivl om, hvad hun mener om sagen. Hun oplever et arbejdsmarked, der ikke har plads til hende og aldrig har haft det.
209 ansøgninger og 209 afslag
“Positiv og detaljeorienteret cand.mag’er søger fuldtidsjob.” “Nysgerrig og arbejdsom kundeservicemedarbejder søger nye udfordringer.” Sådan lyder et par af de overskrifter, Herle har skrevet til sine ansøgninger. Hun viser lidt forskelligt. 209 ansøgninger. Hun har samlet dem i en mappe på sin computer. “Jeg ved ikke, om de alle er der,“ siger Herle.
“Den her er farvet,” siger hun. Ansøgningen er skrevet i rød, blå og grøn skrift. Hun forklarer, at det er en gammel ansøgning, for det med farverne gør hun ikke længere. Nu prøver hun at holde ansøgningerne korte og simple. “På en side,” siger hun og rammer det nøjagtigt på de eksempler, hun viser. Noget, der går igen i alle ansøgningerne, er sætningen “Jeg mener desuden, at jeg har en del at tilbyde jer”.
Herle er dygtig til IT, fortæller hun. Hun kan godt lide at nørde med tal, er skarp til at se andres fejl og tænker kreativt.
Herle synes, at det er blevet en pligt at søge arbejde. To ansøgninger om ugen. Hun er næsten ligeglad, men stopper sig selv med ordene: “Medmindre jobbet lyder rigtig spændende.” Hun kigger på sin mail. Der er en mappe specifikt til jobansøgninger. 135 ulæste beskeder. Herle forklarer, at det er automatsvar til de ansøgninger, hun har sendt. Hun scroller igennem sin mail, men kan ikke finde en afvisning. “Langt de fleste gange får du ikke svar, og selv når du gør, nævner de sjældent dit navn”. Herle er vant til afvisninger. Hun kan tælle de jobsamtaler, hun har været til på to hænder.
”Vi skal tit igennem en meget lang og hård jobsøgningsproces med rigtig mange døre, der smækker i hovedet på os. Man brænder ud,“ siger Herle.
Hun skriver ikke, at hun er autist i sine ansøgninger, fordi hun er bange for at blive valgt fra. Hun siger det derimod til jobsamtalerne, men oplever, at hendes diagnose kommer i vejen.
”Selvom jeg siger, at jeg kan indgå på lige fod med alle andre, så ved de ikke nok om autisme. De tør ikke tage springet, og så er det bare nemmere at tage en, som ikke er autist,” siger Herle.
Hun er dog langt fra den eneste, der oplever udfordringer i ansøgningsprocessen.
Herle Nielsen oplever at være understimuleret i tilværelsen som jobsøgende. Foto: Lærke Grønne Nordentoft.
Autist eller ej?
Charlotte Nielsen er socialrådgiver ved Autismeforeningen. Hun fortæller, at hun har talt med flere autister, der er i tvivl om, hvorvidt de skal nævne deres diagnose i ansøgningsprocessen.
”Jeg synes, at de skal skrive, at de er autister, hvis de oplever, at det er noget, som andre bemærker eller kan slå sig på. Så kan arbejdsgiverne tage hensyn til det, ” siger hun.
Men ifølge arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard er der en grund til, at mange vælger ikke at skrive det på ansøgningen. Han fortæller, at han i sin egen forskning har fundet frem til, at chancen for at blive indkaldt til en jobsamtale bliver halveret, hvis der står i ansøgningen, at man har et handicap.
Det viser, at der er en forskelsbehandling i ansættelsesprocessen, og det er ikke den eneste forhindring, som folk med handicap møder. Thomas Bredgaard fortæller, at det især bunder i den manglende viden om handicap. Både i jobcentrene og blandt arbejdsgiverne. Det oplever Charlotte Nielsen også, når hun rådgiver personer med autisme.
”Arbejdsgiverne mangler en viden, og det betyder, at de fejlagtigt har besluttet sig for, at de ved, hvad autisme er, fordi de én gang har set en autist og generaliserer deres opfattelse ud fra det,” siger Charlotte Nielsen.
Ikke alle jobs passer til autister
Selvom autister møder forhindringer i ansøgningsprocessen, peger Thomas Bredgaard også på en mere personlig udfordring.
“Diagnosen kan gøre, at man har svært ved at passe ind i forskellige typer af jobs. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man ingen arbejdsevne har,” siger han.
Det mener Charlotte Nielsen også og tilføjer:
“Jeg mener bestemt ikke, at arbejdsmarkedet skal indrettes efter en særlig gruppe. Jeg tænker, at vi generelt kan skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked.”
“Vi bliver taberne”
At flere autister står udenfor arbejdsmarkedet bringer ifølge Merete Juul Sørensen, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital, flere mentale omkostninger med sig. Selvom mange autister ikke har det samme sociale behov som andre, har alle et behov for at være en del af et fællesskab. Som voksen finder man typisk et fællesskab på arbejdspladsen. Når man står udenfor, er man mere udsat for depression og angst, som er nogle af de følgesygdomme, som autisme har.
For Herle har det kostet hendes sociale liv. Hun savner en hverdag og noget at møde ind til hver morgen og følelsen af, at der er en mening med det hele.
”Hvis vi ikke finder et arbejde, så er det os, der bliver taberne. Selv hvis man kun kan arbejde fire dage om ugen i to timer, så giver de timer et menneske en følelse af, at der er mening i deres liv,” fortæller hun.
Især savner hun at bidrage med det, hun ved, hun kan klare.
”Vi er en kæmpe arbejdsbyrde, fordi vi ender med at koste samfundet rigtig mange penge. Det er ikke det, de fleste af os ønsker,” fortæller Herle, der nu har været på offentlige ydelser i tre år.
Thomas Bredgaard er enig i, at det kan have økonomiske konsekvenser for samfundet, når en stor gruppe af autister er fastspændte på offentlige ydelser.
“Beskæftigelsesgabet mellem folk med handicap og folk uden handicap er på 25 procent. Det kan helt klart reduceres. Der er en stor arbejdskraftsressource blandt folk med handicap, som vi ikke udnytter i tilstrækkelig grad,“ siger han.
Selvom der fortsat er mange autister, der er på offentlige ydelser og står uden for arbejdsmarkedet, så er det langt fra alle.
People Like Rosa
Hver anden søndag morgen ankommer Rosa Karpantschof Reece til Amagercentret. På vanlig vis parkerer hun sin cykel i kælderen og træder ned ad trapperne til nøgleboksen. Hun taster koden, griber nøglen og åbner den dør, der fører ind til hendes arbejdsplads. I butikken er det stadig mørkt, men Rosa er forberedt og sætter straks noget musik på. Med et hurtigt tryk på kontakten tænder hun lyset og begynder rutinemæssigt at starte kasseapparatet. Sådan starter en almindelig dag på arbejde i butikken People Like Us på Amager. Her gentager Rosa sin faste rutine, når hun møder ind. Det giver hende en ro at vide præcis, hvad hun skal lave, hvornår hun skal lave det, og hvilke forventninger arbejdspladsen har til hende.
Ifølge Rosa har People Like Us formået at skabe en arbejdsplads, der har plads til folk med særlige behov. Mange af Rosas kollegaer har en diagnose ligesom hende. Hos People Like Us handler det om at skabe de helt rigtige rammer for den enkelte og gøre plads til de behov og hensyn, der følger med en diagnose.
Rosa startede for lidt over en måned siden, og det var ikke uden bekymringer, at hun igen begav sig ud i at have et arbejde.
“Det var overvældende at være derude første gang, men jeg var glad for, at der var nogen, der forstod mig og tog hensyn til mine behov,” siger hun og fortsætter:
“Kunderne bliver heller ikke sure, hvis det tager lidt ekstra tid at betjene kassen. De fleste kunder kender nemlig til konceptet og ved, at vi er lidt anderledes.”
Spørger man Rosa, er hendes evner til at tilpasse sig det almindelige arbejdsmarked begrænset, da hun har brug for ekstra hjælp og struktur. Derfor sætter hun pris på, at People Like Us har formået at give hende lige præcis det.
Rosa Karpantschof Reece kan godt jonglere et fritidsjob med en gymnasial uddannelse. Foto: Lærke Grønne Nordentoft.
En alternativ arbejdsplads
Hvis vi fremover skal sikre, at flere autister som Rosa skal kunne finde sig til rette på arbejdsmarkedet, findes der en række af initiativer, man kan implementere på arbejdspladserne. Ud over en fast struktur og en bredere viden om autisme på arbejdspladsen, ville mere hjemmearbejde og fleksible arbejdstider, ifølge Charlotte Nielsen, kunne hjælpe flere i arbejde.
”Det koster energi at komme fra A til B, hvis du skal sidde 45 minutter i en bus. Folk taler med hinanden eller i telefonen og står måske meget tæt. Der er rigtig mange elementer, som dræner autisten. Det kan man pille ud af deres hverdag ved at implementere mere hjemmearbejde og fleksible arbejdsopgaver,” fortæller hun.
Thomas Bredgaard påpeger, at fleksjob også er et muligt værktøj til at hjælpe flere i arbejde.
”Fleksjob er jo interessant, fordi man går ind og tilpasser arbejdstider og arbejdsopgaver efter den enkelte,” lyder det.
Medaljerne på Herles tøjstativ
Hjemme ved Herle er ansøgningerne sat på standby for nu. Tre år er gået, og da dagpengene udløber, er det ikke muligt for hende at fortsætte med at lede efter et arbejde. Nu skal Herle i gang med et ressourceforløb. Hun skal finde ud af, hvad hun kan holde til på en arbejdsplads.
Hun kigger på tre medaljer, der hænger på hendes tøjstativ. De er fra Royal Run. Hun har sine løbenumre hængende som plakater over sengen. Hun begynder at tale om løbet. Hvordan alle kan gennemføre det, også hvis man kun kan gå et stykke. Herle fortæller, at hun ofte kigger på dem.
“Jeg kan godt lide at have medaljerne hængende, fordi så kan jeg se, at jeg har gennemført noget,” siger hun og tilføjer, at hun selvfølgelig også har gennemført en uddannelse, men det er også det.